Arbejdslivet kan være komplekst og virke uoverskueligt at navigere i. Mange unge oplever
en følelse af utilstrækkelighed i virvaret af karrierevalg, jobsøgning og de uundgåelige
afslag, der kan følge med i pakken.
Morten Balling, projektleder i SAHsamfund, er i øjeblikket i gang med Potentialet i Fokus,
som er et 7-ugers forløb for unge i alderen 18-29 år i Østjylland, der står uden for
uddannelse og arbejdsmarked. Sammen med Karrierecoach.dk hjælper Morten Balling de
unge med at finde deres styrker:
– Vi har nogle unge mennesker, der hverken er i job eller under uddannelse. Man kan
godt mærke på dem, at de har mistet motivationen for at komme i gang med noget
og komme videre i livet. Det er derfor vigtigt, at de unge får troen på, at de godt kan.
Ved at fjerne fokus på det faglige og tale ind i deres styrker som menneske, håber vi
at de unge tager fra forløbet med lidt mere tro på dem selv, udtaler Morten Balling.
Marie er én af de unge, der er i gang med forløbet, og hun har selv kunne mærke et
forventningspres udefra:
– Jeg har altid følt, at jeg skal kunne favne og passe ind i det hele og det er nok også,
fordi jeg har været på erhvervsuddannelser, hvor man død og pine skal have en
læreplads, for det er ikke sikkert, der er særlig mange at få.
– Generelt har jeg svært ved at være i situationer, der er stressende, fordi jeg har
bipolar lidelse. Stresskurven for bipolare er typisk meget konstant i midten, med
mindre man bliver mere stresset, men vi er aldrig uden stress.
Når man føler, man skal passe ind, kommer man nogle gange til at gå på kompromis med
sine egne behov, fortæller Marie:
– Jeg har før haft ærgerlige oplevelser i jobs, hvor min stress er blevet forstærket. Det
har typisk været meget ufaglærte jobs, hvor jeg har været en blæksprutte, der har
skulle alt muligt, og jeg har en lille tendens til at sige ja til alt, og så er det nogle
gange blevet alt for meget. Det har også noget at gøre med, hvis der er
arbejdsopgaver jeg ikke føler mig trygge i, og det kan godt stresse mig rigtig meget;
bare tanken om at skulle gøre det, kan stresse mig.
Og det er lige netop situationer som disse, som Potentialet i Fokus vil hjælpe de unge med
at styre udenom. Derfor faciliterer Karrierecoach.dk et motivationsforløb for give de unge et
sprog for deres behov og for at sikre, at de – på trods af ærgerlige oplevelser i fortiden – får
modet til at bringe sig selv i spil igen. Morten Tange, karriererådgiver Karrierecoach.dk,
udtaler:
– Noget af det vi arbejder målrettet på i Potentialet i Fokus er at finde forskellige veje til
selvindsigt og selvtillid. Vejen er bl.a. gennem afklaring af en række
sammenhængende, men alligevel selvstændige områder, nemlig læringsstile,
personlighed, forskellige intelligenser, motivationsfaktorer og styrker – alt sammen
noget der kan lede frem til en række positive kompetencer og udsagn, der igen kan
oversættes til konkrete arbejdssituationer. Det klæder de unge på til, med rank ryg, at
kunne komme med underbyggede argumenter i forhold til det de kan byde ind med
og hvordan man (som arbejdsgiver) i det hele taget får det bedste ud af dem, og er
med til at skabe bæredygtige liv og arbejdsliv.
– Vi tror på, at arbejdsmarkedet ikke er en ‘one size fits all’, og vores arbejde går derfor
også ud på at give de unge en forståelse af, at de ikke behøver at passe ind i enhver
arbejds- eller uddannelsessituation. Målet er blandt andet at give de unge
redskaberne til at bruge ”dem de er” bedst muligt og derigennem undgå situationer
hvor der opstår stress eller sygdom – og samtidigt have nogle redskaber til at
håndtere dem, når de alligevel havner i situationerne.
En vigtig læring for Marie har været, at arbejdsmarkedet, ifølge Morten Tange, ikke er en
“one size fits all”. Under forløbet har Marie og de resterende deltagere fået lavet en IPA
Nordic-personlighedsanalyse, der har hjulpet dem med at få større indsigt i deres egne
behov:
– Jeg tror, at personlighedstesten har gjort mig klogere på, hvad den gode
arbejdsplads er for mig – og hvad er det for nogle typer arbejdspladser, jeg skal søge.
Jeg har også fundet ud af, at det er helt okay at sige til en jobsamtale: ‘’det her er jeg
altså ikke god til’’. Der er jo ikke nogen, der får noget ud af, at jeg lover noget, jeg
ikke kan holde, udtaler Marie.
Når Marie og de andre unge i Potentialet i Fokus afslutter deres 7-ugers forløb, venter der
dem 4 ugers praktik. Marie skal i praktik hos Vejdirektoratet, hvor hun forhåbentlig kommer
et skridt tættere på hendes mål:
– Mit mål er at få en uddannelse. Jeg har meldt mig ind på uddannelsen som
landmåler og håber på at komme ind, udtaler Marie.
Potentialet i Fokus er støttet af SAHsamfunds partnere Jytas og Djurslands Bank samt Gl.
Skanderborg Fonden.
For mere information om Potentialet i Fokus:
Morten Balling, Projektleder
Email: mb@sa-h.dk
Telefon: 28738055
Besøg SAHsamfund online på: https://sahsamfund.dk/
Om SAHsamfund
SAHsamfund er den velgørende afdeling af håndboldklubben SAH, som arbejder for at
støtte og styrke det lokalsamfund, hvor klubbens spillere, frivillige, fans og
samarbejdspartnere er forankret. Overliggeren i SAHsamfund er at hjælpe og støtte unge
mennesker til at finde deres potentiale og komme ind på uddannelser eller arbejdsmarkedet.