Tirsdag aften spiller SAH returkamp i EHF European League mod det ukrainske hold HC Motor i Aarhus Arena. Truppen fra Zaporizhzhia har grundet situationen i Ukraine fået ophold i Düsseldorf, hvor de spiller i den tyske 2. Bundesliga.
SAHsamfund, som er en selvstændig forening under SAH, er gået sammen med Damstahl, AVK og a. Hartrodt samt kommunerne i Aarhus og Skanderborg for at invitere herboende ukrainske flygtninge med til opgøret i Aarhus Arena.
SAHs anfører Morten Balling står i spidsen for projektet, og han fortæller om baggrunden for initiativet:
– SAH er først og fremmest en elitehåndboldklub, men vi arbejder også for at støtte og styrke det lokalsamfund, vi er forankret i. Som sportsudøvere har vi alle rødder i foreningslivet, hvor vi fra en tidlig alder har dyrket sport, fået venner og oplevet fællesskab. Dén oplevelse vil vi gerne dele med de mange ukrainske flygtninge, som har taget ophold i Østjylland i kortere eller længere tid.
– Vi vil gerne give dem mulighed for at opleve det fællesskab, som sport kan give. Derfor er vi gået sammen med kommunerne, Damstahl a/s og øvrige samarbejdspartnere om at skabe en god oplevelse i Aarhus Arena, hvor ukrainere kan mødes, heppe på deres eget hold og samles omkring sporten.
– Vi har også en forhåbning om, at vores gæster vil mødes med deltagere fra SAHs mange samarbejdsklubber i det østjyske område og måske blive inspireret til selv at gå til håndbold, blive en del af foreningslivet og skabe relationer i lokalområdet, slutter Morten Balling.
EHF European League-kampen mellem SAH og HC Motor spilles tirsdag aften den 14. februar kl. 18.45 i Aarhus Arena.