SAHsamfund vil gennem projektet Potentialet i Fokus hjælpe unge mennesker i alderen 18-29 år i Østjylland, der står uden for uddannelse og arbejdsmarked, med at få en solid start på erhvervslivet.

Mandag d. 6. November får projektet Potentialet i Fokus luft under vingerne, når et hold af 10-16 unge samles til et 5-ugers forløb, der fokuserer på personlig udvikling og styrkelse af kompetencer. Efter forløbet skal de unge ud i 4-8 ugers praktik hos en af virksomhederne fra SAHs erhvervsnetværk.

På landsplan er flere end 40.000 unge uden arbejde eller uddannelse, hvoraf Østjylland udgør 9000 af dem. Med projektet Potentialet i Fokus ønsker Morten Balling, projektleder hos SAHsamfund, at hjælpe de unge med at finde deres potentiale og vej ind i erhvervslivet:

– Som håndboldklub, der dagligt arbejder med unge, synes vi, at vi har et ansvar over for de unge. Vi har jo både kompetencer og netværk i og omkring klubben, som kan hjælpe de unge med at finde deres potentiale og komme videre i den rigtige retning. Forhåbentlig kan vi være med til at give dem nogle gode oplevelser og succeser, som er forbundet med erhvervslivet.

Med støtte fra Tuborgfondet og SAHsamfunds partnere Jytas og Djurslands Bank samler Potentialet i Fokus ressourcer fra håndboldklubben SAH, erhvervslivet og Skanderborg Kommune for at give de unge de nødvendige værktøjer til at forme deres fremtid. Som brobygger vil SAHsamfund stå for den indledende dialog mellem de unge og virksomhederne.

De unge vil gennem forløbet få en række værktøjer til at stå stærkt videre i livet, hvor klubbens partnere, Djurslands Bank og Fit og Sund, vil hjælpe de unge med vigtige emner som privatøkonomi og sundhed. Desuden vil klubbens erfaringer med de unge fra både ligaholdet SAH og talentakademiet SHEA blive bragt i spil i projektet. For at fastholde de unges motivation er Karrierecoach.dk også tilknyttet projektet.

Udover at bringe klubbens store netværk af virksomheder i spil, håber Morten Balling, at projektet vil give de unge et stærkt fællesskab at være en del af:

–  Forhåbentlig kan de unge opleve den her forenings- og fællesskabsfølelse, jeg selv er vokset op med, og som har været med til at forme mig. Når man er en del af et fællesskab, så opbygger man nogle sociale relationer, så forhåbentlig kan Potentialet i Fokus være med til at skabe et fedt miljø blandt de unge. Hvis klubben sågar kunne blive et mødested for dem, så ville det være ekstra givende.

Flere gange i løbet af praktikperioden vil der være samling af deltagerne med SAHsamfund, hvor der udveksles erfaringer for at styrke fællesskabet på tværs af de unge.